Menu:

Nyt fra 4912  december 2017

 
Dozeren kommer!

Er der mon en gammel drøm om et gadekær der kan blive til virkelighed? Eller skulle man have et stort torv? En rundkørsel, eller måske en skov?
 

Nogle steder er der ved at være langt mellem husene i Sandby. Den store "dozer" fjerner de misligholdte bygninger. Flere er på vej. Matriklen nedlægges, og kan ikke bebygges i fremtiden.
 

Heldigvis kan vi stadig finde mange fine huse, også nogle som er til salg. Skal vi i fremtiden kunne

tiltrække nye borgere, er det bydende nødvendigt, at vi alle gør os umage med at rydde op og vedligeholde, men som ordsproget siger: Du skal feje for egen dør, før du fejer for andres!!
Hvis vi alle gør det, kan det ikke gå helt galt.
 

Sidst i oktober afholdt Beboerforeningen 4912 en meget vellykket politisk fredagscafé, efter hvad både indbudte politikere og andre gæster udtrykte.

Der blev serveret "valgflæsk", særdeles velsmagende stegt flæsk med kartofler og persillesovs,

fra Branderslev Vandrerhjem. Vi spiste alle sammen, så vi var ved at revne. Med lækker æblekage og svesketrifli, fra henholdsvis Lis og Lisbeth P. til kaffen, kunne man næsten høre

englene synge. Engle var det nu ikke, men i stedet medvirkende fra kabareten: Klaus, Knud, Elon og Christel , der underholdt med sange fra de sidste tre års kabareter — badet i flot farvet lys fra vores nyindkøbte lysudstyr, styret af Elon. Lyden blev styret af Per.

De indbudte politikere fra Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti besvarede spørgsmål,

som især drejede sig om sundhed, ældrepleje og miljø. Spørgsmålene blev trukket op af en fin høj hat. Politikerne svarede beredvilligt på spørgsmålene, men det var ikke altid, vi blev klogere. Det var meget underholdende alt sammen. Nu håber vi så, at Holger, Henrik, Heino, Boje og Annette vil bakke op om valgløfterne og arbejde på at løse de problemer, der blev debatteret, hvis de altså bliver genvalgt.

Lægemanglen presser sig på, og at ældre udskrives alt for hurtigt fra hospitalet til utilstrækkelige plejeforhold, kunne formanden for Ældrerådet May-Brit Horst, som også var til stede, fortælle om.
Vi håber at gode kræfter vil være valgt til Byrådet og Ældrerådet, når dette læses.
 

I flere måneder har prøverne til næste års kabaret i marts været i gang, så I kan glæde jer til i 2018 atter at sidde i stearinlysenes skær og spise lækkert smørrebrød til underholdning af de nu erfarne kabaretkunstnere.
 

Men i "4912" ligger ingen på den lade side, så inden vi når så langt, er der megen anden morskab og festivitas, I bliver indbudt til.
 

2. december kl. 16 tændes juletræet ved mindestenen på "Trekanten", og som traditionen byder, vil der være servering af varm gløgg og kakao med æbleskiver — og måske der også falder lidt slik af til børnene. Hvis der da kommer børn i år! Sidste år var der desværre ikke så mange af de små.
 

Hvis Sandby skal bestå, må vi have flere små!

Vores traditionelle Nytårskur finder sted 6. januar 2018. Vi indleder som sædvanlig med en vandretur for de morgenfriske, planlagt af Stig.
Hvis intet andet bliver oplyst senere, mødes vi på Tårs Havn kl. 10:00.

Bagefter vender vi så hjem til dejlig frokost i Sandby Kulturhus.

 

Tilmelding sker til Lis på mobil 21 22 50 93 og Kirsten på mobil 25 12 91 03
eller mail: knudsen.sandby@gmail.com, senest 29. december 2017 —

100 kr. for alle lækkerierne.
Det er også blevet en tradition, at vi inviterer de mennesker, der har gjort en indsats for foreningen, til gratis at deltage.

 

11 . februar er det fastelavnssøndag, med pyntning af ris og masker og tøndeslagning.

Mødested og tid vil kunne ses på plakater, der vil blive slået op 2 uger i forvejen.

I ugen, der følger, er der vinterferie med "halv kulturuge": udstilling og åbent hus i Sandby Kulturhus

torsdag-fredag-lørdag — og fredagscafé, den 16. februar med et nyt spændende tema, glæd jer!

 

Så det kommende år ser ud til at blive lige så fornøjeligt og festligt som det indeværende.

Hvis man endnu ikke er medlem af "Beboerforeningen 4912" , kan betaling ske til Jyske Bank: 0693 — 2742365. Hvis man er i tvivl om, man har betalt kontingent, kan man ringe til kasserer Pia Hansen på mobil: 2467 1560 - efter kl. 16.


Madklub for enlige!
 

Vores sidste komsammen i 2017 bliver fredag den 8. december, hvor vi samles om en veltillavet  mørbradgryde. Når vi er kommet godt gennem jul og nytår, mødes vi igen:

Den 19. januar til : Karbonader med stuvede ærter og gulerødder.

Den 23. februar til: Benløse fugle, med hvad dertil hører.

Den 23. marts til: Stegt flæske, kartofler og persillesovs.

Tid, sted og pris:

Kl. 18:00 - Sandby Kulturhus - kr. 75.

Tilmelding onsdagen før til Poul Bjarne Pedersen - 24 25 18 68



 

Her på beboerforeningens hjemmeside www.4912.dk kan der også annonceres arrangementer og alle mulige begivenheder, som man gerne vil fortælle omverdenen om. Man skriver blot til webmaster@4912.dk – og så vil Christel sørge for, at det bliver sat på hjemmesiden. Vi modtager meget gerne indslag om alt, der foregår i vores område, og som man mener, kunne have interesse for andre. Det kan være historier fra gamle dage, f.eks. beretninger om, hvordan der så ud i byerne Tårs og Sandby med de mange forretninger – eller fotos fra forskellige årstider.

Særlig gode billeder vil komme på forsiden, og så laver vi ellers et billedgalleri, til glæde for os alle sammen.

Send også gerne forslag til gode links.

 Bestyrelsen for 4912
               

 E-mail: webmaster@4912.dk